Marronage er modstand

Modstand tager mange former, men finder altid en vej.

På Guldkysten skar slavegjorte vestafrikanere deres ører af for ikke at blive solgt og bragt ombord på danske skibe. På skibene, der bragte kolonikompagniers dyrebare last til Dansk Vestindien, krævede de slavegjorte deres frihed ved at springe i bølgerne, nægte at spise eller angribe fangevogterne.

Ordet maroon kommer fra det spanske cimarrón, som betyder vilde dyr og blev navnet på dem, som flygtede fra plantagerne i Caribien. Når maroons kollektivt flygtede op i bjergene, ud på sletterne og ind i junglen for at skabe nye samfund var det Marronage – organiseret modstand.

Gennem 250 år så plantageejerne på De Caribiske Øer de slavebundne arbejdere gøre oprør. Og i 1878 tog Queen Mary faklen i hånden og brændte halvdelen af St. Croix ned.

Marronage er modstand mod et system, der bestemmer, hvem der er frie, og hvem der ikke er.

Også i dag udsletter systemer menneskers identitet.

Penge og arvestykker beslaglægges, ar og tatoveringer registreres, når man bliver klassificeret eller påtvinges identiteter som “illegal”, “flygtning” og “asylansøger”.

Kolonitidens strukturer og systemer findes overalt omkring os. De opdeler og adskiller mennesker, sætter grænser og skaber hierarkier. Når stater indespærrer mennesker, der flygter og migrerer i teltlejre og detentionscentre langt væk fra andre mennesker, vil man fratage deres mulighed for at opnå et andet liv.

Marronage er modstand

Men flygtende i dag skaber også marronage. Når de protesterer ved deportationscentre, bevæger sig op ad E45 eller sætter ild til sig selv i asyllejre, er det handlinger, der er provokeret af undertrykkelse, men samtidig et udtryk for styrken til at stå imod den.

Det vidner om, at der selv under de mest magtesløse og håbløse omstændigheder altid er en modstandsstrategi. For uanset hvor meget, man presser eller prøver at udslette folk, kan man ikke fratage dem håb og drømme om frihed.

Marronage bringer fortiden i bevægelse, og når vi udfrier historien for dets potentialer, skaber vi frihed på vores egne præmisser.

Vi har fundet hinanden på et tidspunkt, hvor alt synes mørkt og i opbrud. Racistisk vold definerer vores samtid og demagoger, der tidligere var i ekstreme positioner er nu i centrum.

Hundrede år efter salget af “Dansk Vestindien”, er kolonitiden stadig skræmmende tæt på.

Følelsen af apati kan være overvældende og lammende. Man kan græde, fortrænge eller grine over absurditeten, når politikere i ramme alvor påstår, at Danmark ikke kan stå til ansvar for kolonitidens forbrydelser, alt imens de indfører racistiske love og segregering.

Marronage er modstand

Marronage er bevægelsen hen imod at gøre nedbruddet virkeligt. For kun derefter kan vi skabe noget nyt. Vi skal hjælpe hinanden med at indse, at virkeligheden ikke blot er et mareridt, men noget, som vi skal gøre oprør imod.

Vi ser jer, magthavere, der dagligt udbytter os og spiller os ud mod hinanden; vi ser jer, skrankepaver, der blindt følger love og skaber desperation; og vi ser det system, der gør vold mod kroppe i normalitetens navn.

Vi ser også, hvordan vores undertrykkere forbliver uvidende om, at vi ikke lader dem fortsætte uhindret.

For på trods af, at man fristes til at stå stille i fortvivlelsen, vokser modbevægelser i hastig fart.

Og de bevægelser er brogede og rummer mange forskellige kampe mod alle former for undertrykkelse.

Vi har for længst opgivet fantasien om, at det politiske system kan løse problemerne, når det er nødvendigt, at en international modbevægelse insisterer på, at ‘BlackLivesMatter’. At sorte liv er liv. Når oprindelige folk, i Standing Rock, må kæmpe for retten til rent vand, som vi andre tager for givet, og når transpersoner kæmper for retten til egen krop.

Vi taler til jer, der kæmper for retten til at bevæge jer, kæmper for at afskrive nationalstaternes hierarkier, vi taler til jer, der er indespærret i detentionscentre, vi taler til jer, der lever i frygt for myndighederne, og vi taler til jer, som skrives ud af historien, fordi I nægter at passe ind i fortællingen om “Vesten” som verdens centrum.

Marronage er at se de alliancer, der allerede eksisterer, og dem som vil opstå.

Vi regner med jer, og I kan regne med os. Vi ved ikke, hvad vi skal forvente os af fremtiden, andet end, at vi står ved siden af jer, når vi ser hele lortet gå op i flammer.

Omslaget på Marronage #1 er kunstneren Francis Dijiwornus værk fra hans serie af trækulsaftryk. I serien undersøger Dijiwornus overfladerne af magtens arkitektur. Papir og kul møder vægge, gulve, porte og barrierer, og bærer aftryk af magten og modstandens lokaliteter: arkitekturer, der på samme tid indelukker og ekskluderer, afskærmer og hindrer. Omslagets værk fokuserer på Ghanas Cape Coast og Elmina Slot, der begge blev bygget som handelsposter, og senere indgik i de systemer, der gennem indespærring skabte slavegjorte kroppe.